Gaver – hvad skal du være opmærksom på?
At give gaver kan virke enkelt, men når det gælder større beløb eller særlige situationer, kan det udløse juridiske og skattemæssige konsekvenser. Er du i tvivl om, hvad der gælder for gaver? Jeg guider dig gennem reglerne og hjælper dig med at sikre, at dine gaver håndteres korrekt.
Hvad er en gave i juridisk forstand?
En gave defineres som en overførsel af værdier uden forventning om modydelse. Det kan være penge, ejendomme eller andre værdier, som gives frivilligt og uden betaling. For at en gave skal anses som gyldig i juridisk forstand, skal der være en aftale mellem giver og modtager, og overdragelsen skal være ubetinget.
Gaver og skattemæssige konsekvenser
Når du giver større gaver, skal du være opmærksom på gaveafgiftsreglerne. Gaver mellem nærtstående, som forældre til børn, er omfattet af en årlig afgiftsfri grænse. Overskrides denne grænse, skal der betales gaveafgift af beløbet. Hvis gaven gives til en person uden for de nærtstående relationer, kan det i visse tilfælde udløse beskatning som almindelig indkomst.
I forhold til skat gælder særlige beløbsgrænser. Du kan frit give gaver op til 76.900 kr. i 2025 (74.100 kr. i 2024) til et nært familiemedlem, dog ikke svigerbørn. Til svigerbørn er grænsen lavere – 26.900 kr. i 2025 (25.900 kr. i 2024). Giver du mere end disse beløb, skal det indberettes til Skattestyrelsen, og der skal betales gaveafgift. Som hovedregel er gaveafgiften 15 % af det beløb, der overstiger det afgiftsfrie beløb
Gaver og arv
En gave, der fungerer som forskud på arv, kan få stor betydning for den endelige fordeling af boet. Det er derfor vigtigt nøje at overveje, hvordan værdien påvirker arvingernes krav og den samlede arvesituation. Uden tydelig dokumentation i form af eksempelvis et gavebrev, kan der let opstå tvivl eller konflikter mellem arvingerne, hvilket kan skabe unødvendige problemer i en allerede sårbar situation.
Hvordan dokumenterer man en gave?
For større gaver anbefales det at udarbejde et gavebrev. Aftalen kan indeholde:
- En beskrivelse af gaven.
- Værdien af gaven.
- Datoen for overdragelsen.
- Aftalte vilkår, hvis relevant.
En korrekt udformet gaveaftale sikrer, at både giver og modtager er beskyttet juridisk og skattemæssigt. Er du i tvivl, om en overførsel bør betragtes som en gave eller et familielån, kan du læse mere om familielån her.
Få hjælp til gaveaftaler og regler
Gaver kan være en kompleks juridisk størrelse, især når der er store beløb involveret. Professionel rådgivning sikrer, at du overholder gældende regler og undgår unødvendige skattemæssige konsekvenser.
Hos Skafsgaard Law står jeg klar til at hjælpe dig med at navigere i reglerne for gaver. Kontakt mig i dag for juridisk bistand og lad mig hjælpe med rådgivning, der matcher din situation.
